
Fortune Sweater // Petiteknit - Strikkekit
Vælg størrelse og farver
Antal nøgler: –
Valgte produkter: –
Om Fortune Sweater
Fortune Sweater er en sværhedsgrad 5 ud af 5. Fortune Sweater strikkes oppefra og ned med raglanudtagninger, og ærmerne har trekvart længde. Der strikkes i glatstrik med kløvermønster. Halsens ribkant strikkes først og lægges dobbelt, idet den strikkes sammen. Herefter strikkes vendepinde med vendinger på forstykket for at danne halsudskæring. Samtidig med vendepinde og raglanudtagninger strikkes kløvermønsteret også – vær omhyggelig med at få kløvermønsteret placeret korrekt, så det bliver symmetrisk og mødes korrekt under ærmegabet. Læs hele afsnittet om bærestykket igennem, inden du begynder at strikke.
Fortune Sweater bør have et bevægelsesrum (positive ease) på ca. 15-25 cm i forhold til dit brystmål. Inden du går i gang med at strikke, bør du måle dit brystomfang med et målebånd. Læg 15-25 cm til dit brystomfang (afhængig af, hvor løs eller tætsiddende du ønsker din Fortune Sweater), og strik så den størrelse, der rammer dette mål bedst. Eksempel: Du måler dig selv til 95 cm rundt om brystet. Læg 15-25 cm til dette mål, og du får 110-120 cm. (95 cm brystomfang + 15-25 cm bevægelsesrum = 110-120 cm. Størrelse M med overvidde 114 cm ligger i dette interval).
Størrelser og mål
XS (S) M (L) XL (2XL) 3XL
Overvidde: 95 (105) 114 (124) 133 (143) 152 cm
Længde:53 (55) 58 (60) 61 (65) 69 cm (målt midt bag inkl. ombukket halskant)
Garnmængde
175 (200) 225 (225) 250 (300) 325-350 g Silk Mohair fra Isager Yarn (25 g = 212 m) eller Tilia fra Filcolana (25 g = 210 m) eller Tynn Silk Mohair fra Sandnes Garn (25 g = 212 m)
Bemærk: Der strikkes med to tråde (garnforbruget angiver det totale garnforbrug).
Vejledende pinde og strikkefasthed
Rundpind 3 mm (40 og 80 eller 100 cm), rundpind 4 mm (40, 60 og 80 og/eller 100 cm), strømpepinde 3 og 4 mm
Strikkefasthed: 21 masker x 28 pinde med to tråde silk mohair i glatstrik på pind 4 mm = 10 x 10 cm








